FAQ

Efterhånden som vi får spørgsmål ind under “skriv et indlæg” og på mailen vil vi samle de mest almindelige her som overblik i en FAQ.

Hvad indebærer jeres sms-service, og hvordan tilmelder jeg mig ?
Når du har tilmeldt dig vores sms-service, får du besked, når du skal stille din Madam Skrald beholder ud til vejen til tømning. Du kan tilmelde dig her: http://herlev.netdialog.geohosting.dk/citizen/.

Skal jeg putte pap og karton i rummet til  papir?
Nej. Kun papir må puttes i din Madam Skrald beholder. Du skal derfor bundte dit pap og karton og lægge det til afhentning i den almindelige storskraldsordning.

Må jeg putte mælkekartoner og pizzabakker i beholderen?
Nej. Mælkekartoner består af blandet plast og karton, og kan derfor ikke genbruges. Pizzabakker består af pap – ikke papir – og er desuden i genbrugsøjemed ‘forurenet’ af fødevarer – derfor skal de også til dagrenovation.

Får jeg stadig tømt dagrenovation og afhentet storskrald?
Ja. De eksisterende ordninger fortsætter som hidtil. Dog vil det papir, metal, plast og glas du kan sortere i din beholder fremover kun blive afhentet i beholderen – ikke i storskraldsordningen, som det er tilfældet idag. Det kan også være at du får behov for en mindre dagrenovationsbeholder, eller at du kan gå fra en ugentlig tømning til en 14-dages tømning, fordi du har ’skrumpet dit skrald’.

Hvad sker der med det affald jeg har sorteret?
Når din Madam Skrald tømmes, gøres det i en specialdesignet bil med fire kamre, svarende til opdelingen af din Madam Skrald beholder. Bilen tømmes på et sorteringsanlæg i Frederikssund, hvor affaldet gennemgås og eftersorteres. Derefter afsættes det sorterede affald til genbrug efter materialetype, og bliver omdannet til nye materialer.

Hvor rent skal affaldet være?
Dit affald håndsorteres på sorteringsanlægget. Derfor skal dit affald være nogenlunde rent. Som tommelfingerregel skal du skylle f.eks. kødbakker og nutellaglas – men hvis noget kræver varmt vand og sæbe for at blive rent, er det faktisk bedre for miljøet hvis du smider det ud sammen med din almindelige dagrenovation.

Gryder og pander er jo også metal, så må de vel gerne komme i min beholder?
Nej. Gryder, pander og andet metal over 25 cm må ikke smides i din Madam Skrald beholder, men skal sættes ud til storskrald.

Kapsler har metal udenpå og plast indeni – er det så plast eller metal?
Kapsler tæller i denne sammenhæng som metal, selv om der er plast indeni. Når du er i tvivl om noget hører til i det ene eller det andet rum, kan du som tommelfingerregel se på, hvilket materiale der er mest af. Hvis der er mest metal, så læg det i rummet til metal –  er  der mest plast, så læg det i rummet til plast. Hvis der lader til at være lige meget, så kan det være at det hører hjemme i dagrenovation eller storskrald. Det gælder f.eks. visse poser fra dybfrostvarer, som består af et tyndt lag aluminium og plast, og som hører hjemme sammen med dagrenovationen.

Drikkeglas og pærer, skal det i rummet til glas?
Nej. Drikkeglas er forarbejdet på en måde som gør, at de ikke kan genanvendes ligesom andre typer glas. Almindelige el-pærer skal sorteres til dagrenovation, mens el-sparepærer fakisk er farligt affald, fordi de indeholder  kviksølv – derfor skal de på genbrugsstationen eller til miljøbilen.

Plastikdunke og beholdere som der har været kemikalier eller rengøringsmidler i, må de komme i rummet til plast?
Som hovedregel må du ikke smide beholdere i, som har været brugt til kemikalier. Hvis beholderen kun har indeholdt ting, der kan virke lokalirriterende (vist ved et kryds på faremærket), er det okay at skylle den og lægge den til genbrug.

Må jeg putter spraydåser og deodorantspray i rummet til metal?
Nej. Dåser med indhold under tryk skal afleveres på Genbrugsstationen eller til miljøbilen.

Hvor stor er beholderen?
Bor du alene, får du en lille beholder. Hvis I bor flere sammen i husstanden, får I en stor beholder. Den lille beholder på 240 l måler 58 cm i bredden, 78 i dybden og 108 cm i højden. Den store beholder på 370 l måler 74 cm i bredden, 84 i dybden og 110 cm i højden.

Se beholdernes mål

Kan jeg bestille en større eller mindre beholder efter behov?
Nej. I forsøgsordningen afprøver vi forskellige typer og størrelser beholdere. Derfor kan du ikke selv bestille en anden størrelse, så længe ordningen er på forsøgsbasis.

Hvordan kommer det mig til gode, at jeg sorterer mit affald?
Når du sorterer dit affald, udnyttes ressourcerne bedre og miljøet skånes – det kommer os alle til gode, også i fremtiden. Når materialerne afsættes til genbrug, får Herlev Kommune samtidig en indtjening som vi kan bruge til fortsat at optimere de muligheder du har for at komme af med dit affald.

Kan jeg sortere alle typer plast – også urtepotter, poser og indpakning?
Ja. Indtil videre forsøger vi at genbruge så meget plast som muligt. Derfor medtager vi faktisk også den bløde plast som poser og lignenede, der andre steder ryger til dagrenovation. Hvis vi fremadrettet ændrer på ordningen, vil du få besked om det.

Har I ikke en eller anden smart løsning til opbevaring af de ting jeg samler indenfor, inden de ryger ud i beholderen?
Vi tilbyder ikke en indendørs opbevaringsløsning, fordi mulighederne er så mange og så forskellige. Men du kan få inspiration fra andres smarte opbevaringsløsninger på www.dinsortering.dk.

Hvorfor skal jeg have endnu en stor beholder ved husstanden, når jeg allerede har en til dagrenovation og en til haveaffald?
Din Madam Skrald beholder skal gøre det nemt og bekvemt for dig at genbruge, skabe bedre arbejdsmiljø for renovationsarbejderen – der får færre tunge og akavede løft ved indsamling af storskrald -, samt sætte nye mål for, hvilke materialer vi genbruger i hverdagen. Derfor tænkes der i nye indsamlingsløsninger alle steder, og ikke kun i Herlev. Med din Madam Skrald beholder er du med til at sætte nye standarder for genbrug – det håber vi du kan finde plads til.

8 svar til FAQ

  1. Garbie Solvang Jørgensen siger:

    Så fik man da lige en ny affaldssorteringsspand, det ser jo spændende ud.

    Her hjemme er vi lidt usikre på, om plastemballage/pose med påklistret markat skal smides i plastrummet?

    Et ønske til denne side kunne være at oploade billeder.

    • madamskrald siger:

      Vi håber du bliver glad for madamen 🙂 Plastemballage og poser med mærkater kan du godt putte i plastrummet. Det bliver frasorteret senere på sorteringsanlægget.
      Vi vil arbejde på muligheden for at uploade billeder.

  2. Joanna siger:

    Jeres tilmelding til sms tjenesten virker ikke??? Man kan ikke skrive husnummer.

  3. madamskrald siger:

    Tak for din tilbagemelding. For at se om du er oprettet i vores database til sms-service, skal vi bruge din adresse – skriv til madamskrald@herlev.dk. Kun registrerede deltagere i ordningen som har modtaget deres Madam Skrald beholder, kan tilmelde sig vores sms-service.

  4. Knud-Aage Boesgaard siger:

    Har netop modtaget brochuren vedr. madamskrald. Sorterer selv p.t. omhyggeligt storskrald og kører hyppigt på genbrugspladsen med det. Har ikke noget ønske om at have en yderligere affaldsbeholder stående ved huset, og det ser da også ud til, at man kan bede sig fritaget. MEN i brochuren er anført …”at alle vil komme til at betale”….???
    Betyder dette, at man skal betale for noget, som man ikke ønsker/benytter?
    Og i så fald – hvad er prisen for denne ydelse?

    • madamskrald siger:

      Tak for dine spørgsmål.

      At ”alle vil komme til at betale til ordningen” betyder, at alle enfamilie-boliger er blevet opkrævet kr. 600,- på ejendomsskatten i 2012. Dette er et engangsbeløb, et såkaldt ekstraordinært anlægsbidrag, der bidrager til kommunens indkøb af Madam Skrald-beholderne. Dette beløb opkræves hos alle enfamilie-boliger, også selvom man vælger ikke at have beholderen stående. Det giver til gengæld husstanden ret til på et senere tidspunkt at vælge beholderen til og til at vælge en anden størrelse, hvis ens behov ændrer sig.

      Der vil ikke blive opkrævet ekstra for selve tømningen af beholderen, da denne udgift dækkes af det, husstanden i forvejen betaler over fællesudgiften til renovation. Fællesudgiften giver bl.a. husstanden mulighed for at sætte ting ud til storskraldsbilen og besøge genbrugspladsen – og fra april dermed også at få tømt Madam Skrald-beholderen.
      Hvis du ikke ønsker at modtage en Madam Skrald-beholder i løbet af marts, så kontakt os venligst. Det kan ske på tlf. 44 52 64 51, via tast-selv på hjemmesiden eller på madamskrald@herlev.dk.

  5. John Madsen siger:

    Spørgsmål:
    Hvis vi framelder Madamskrald nu, hvad skal vi betale hvis vi tilmelder os senere?
    Skal man udover de kr. 600 betale for beholder ?
    Vil de nuværende opsatte avis- og glaskuber fortsætte de steder hvor de står idag ?
    Hvilken lovparagraf henvises der til ved opkrævning af de kr. 600 , hvis man ikke er tilmeldt ordningen?

    • madamskrald siger:

      Tak for dit spørgsmål.
      Hvis man framelder sig Madam Skrald ordningen nu og senere ønsker at indtræde i ordningen igen, vil der ikke være nogen tilmeldingsomkostninger.

      De opkrævede 600 kr. udgør et bidrag til opstartsomkostningerne for Madam Skrald ordningen. De resterende opstartsomkostninger afholdes af opsparede midler på renovationskontoen.
      Tømning og behandling af affald fra Madam Skrald beholderen er betalt via fællesgebyret, som også dækker storskraldsordningen, haveaffaldsordningen, kuber, miljøbil og Genbrugsstation.

      Opkrævningen af de 600 kr. til etablering af ordningen er fastsat med hjemmel i §60 og 66 i bekendtgørelse om affald. Her er der fastsat en ret for kommunalbestyrelsen til at opkræve gebyr til administration og drift af de enkelte affaldsordninger samt fremtidige investeringer. De 600 kr. er en engangsudgift i 2012.

      Der er p.t. ingen planer om at ændre placeringen af de eksisterende papir- og glaskuber.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s